Tæt på: Kosmetisk sygeplejerske Nina Birke
Når du booker en kosmetisk behandling hos Muru, er 35-årige Nina Birke en af de dygtige kosmetiske sygeplejersker, du kan møde.
Nina har mere end 10 års erfaring som kosmetisk sygeplejerske. Hos Muru tilbyder hun en bred vifte af laser- og injektionsbehandlinger samt skræddersyede hudplejeforløb. Hun oplever typisk, at kunder kommer til hende med udfordringer som solskader, uren hud, rødme, fine linjer og aldringstegn – og hun elsker at mærke den forskel, hun kan gøre for de mennesker, hun får i stolen.
Det bedste ved mit arbejde er den store forskel, det gør for folk. Hvis de har været irriterede over noget længe, og jeg så laver et behandlingsforløb, der løser lige netop de udfordringer, stråler glæden ud af dem bagefter.
Nina Birke, kosmetisk sygeplejerske
Naturlige, harmoniske resultater
For Nina er det vigtigt, at det altid er en god oplevelse at få lavet kosmetiske behandlinger hos Muru. Hun gør en dyd ud af at skabe et trygt rum for den enkelte, og hun har mange kunder, der vender tilbage igen og igen.
“Jeg har et meget stort omsorgsgen, og jeg kan godt lide at hjælpe andre. Lige præcis de ting får jeg opfyldt i mit arbejde som kosmetisk sygeplejerske,” fortæller Nina.
Hun oplever ofte fordomme om kosmetiske behandlinger. Mange tror, de ændrer dit udseende og får dig til at se markant anderledes ud, men sådan behøver det bestemt ikke at være, slår Nina fast.
“Når jeg udfører behandlinger, har jeg fokus på at skabe smukke, naturlige og harmoniske resultater. Det handler ikke om at ændre et udseende, men om at fremhæve de features, en person allerede har. Du vil stadig ligne dig selv, bare i en fornyet og mere frisk version,” forklarer Nina.
Kosmetiske behandlinger kræver stor teknisk viden samt viden om anatomi. Derfor deltager alle kosmetiske sygeplejersker og plastikkirurger i løbende intern undervisning i anatomi og komplikationer hos Muru.
Nina får også selv løbende en række forskellige kosmetiske behandlinger som Botox, Frax-laser, IPL, SkinPen og Profhilo.
“Det er vigtigt som behandler at vide, hvordan virkning, reaktion og nedetid fungerer, så jeg prøver ofte forskellige behandlinger. Nogle virker rigtig godt for mig, og andre gør ikke, for hver hud er unik, og de samme behandlinger er ikke optimale for alle. Derfor skræddersyer jeg altid et behandlingsforløb ud fra den enkelte patient og dennes hudtype, -struktur og -udfordringer,” forklarer Nina.
Hendes egne favoritbehandlinger er laser og botox.
Fuld fart på familielivet
Når Nina ikke er optaget af konsultationer og behandlinger hos Muru, elsker hun at være sammen med sin familie. Hun er gift med Mathias, og sammen har de to små børn, så der er fart på familielivet.
“Når jeg har fri fra arbejde, har jeg ikke så meget tid til at slappe af, som jeg kunne drømme om. Jeg henter børn, laver snackfade og står også på fodboldbanen som træner for min datters fodboldhold et par gange om ugen,” fortæller Nina.
Uanset hvor træt hun er, er der dog én ting, hun aldrig går på kompromis med: Sin hudpleje.
Prioriterer sin hudpleje
“Jeg går aldrig i seng uden at rense. Selv de aftener, hvor jeg falder i søvn under putningen, står jeg op igen for at rense min hud. Som ung har jeg ikke været god til at passe på min hud, men nu er jeg blevet klogere og gør alt, hvad jeg kan, for at passe godt på den,” fortæller hun.
Nina står også tidligt op hver morgen for at have sit eget lille self-care moment, og hun kunne aldrig finde på at gå udenfor uden solcreme. Hverken sommer eller vinter.
Hendes bedste tips til en sund og smuk hud er at skabe gode hudplejerutiner derhjemme og supplere med løbende behandlinger.
“Det er synergien mellem hudpleje og behandlinger, der giver de flotteste resultater. Jo mere i balance huden er, jo bedre resultater får du også af dine behandlinger. Så rens huden hver morgen og aften, og sørg for at exfoliere, tilføre C-vitamin og bruge solcreme med SPF50 hver dag,” fortæller hun.



