Her finder du information om, hvad du kan forvente dig og hvordan, du skal forholde dig i tiden efter din mommy makeover.
Dræn
Når du har fået en maveplastik operation, har du fået lagt et dræn. Vi fjerner som hovedregel drænet, inden du går hjem. Der kan være situationer, hvor vi vurderer, at du skal beholde drænet i nogle dage efter operationen. I det tilfælde får du en tid til at komme ind på klinikken for at få fjernet drænet efter aftale med din kirurg.
Smerter og hævelse
Når du kommer hjem, vil maven og brystet være øm, spændt og hævet, og der kan være kløe og prikken og svie i arrene. Du kan også opleve kortvarige ”jag” i brysterne, hvis du har fået en brystoperation. Symptomerne aftager gradvist over de næste måneder. De opererede områder kan blive misfarvede med blåmærker, som typisk forsvinder efter 3-4 uger. Der kan gå op til 6-8 måneder, før hævelsen er helt væk og du kan se det endelige resultat.
Sivning fra sår
Hvis du er blevet fedtsuget, kan det sive med klar eller lyserød væske ud gennem indstiksstederne. Vi bruger væske med lokalbedøvelse under fedtsugning. Det af væsken som kroppen ikke optager, vil sive ud gennem indstiksstederne. Det er helt almindeligt og kræver ikke behandling.
Blødning og infektion
Som ved alle andre operationer skal du være opmærksom på blødning og infektion. Blødning i maven vil vise sig ved, at maven bliver stenhård, hævet, spændt og det begynder at bløde. Blødning i brystet vil vise sig ved, at det bryst, som begynder at bløde, vil blive stenhårdt og større.
Blødning efter fedtsugning vil vise sig ved, at der kommer blod ud gennem indstiksstedet og området vil blive stenhård, hævet og spændt.
Infektion kan vise sig ved at operationsområdet bliver spændt og rødt samt at du får høj feber, uden der er andre forklaringer på feberen såsom sygdom.
Blødning og infektion er sjældne komplikationer, men skulle de opstå, efter du er kommet hjem, skal du kontakte kirurgen med det samme. Din kirurgs telefonnummer står i journalen, som du har fået med hjem i din goodiebag.
Kvalme/opkast
Nogle får kvalme eller kaster op, når de tager stærk smertestillende medicin. Oplever du det, er du velkommen til at kontakte os.
Smertestillende
Du har fået en goodiebag, som indeholder alt, hvad du skal bruge efter din operation samt medicin til det første døgn. Medicin til de øvrige dage har kirurgen udskrevet til dig, og du kan hente den som recept på apoteket. Følg det vedlagte medicinskema, som du har fået af os.
Løfte og bære
Det er vigtigt, at du ikke løfter mere end svarende til en liter mælk i de første 4 uger efter din mommy makeover. Du må først løfte tungere efter ca. 6 uger.
Hvis du har fået en brystforstørrelse med implantat som en del af din mommy makeover, bør du i de første 4-6 uger efter operationen ikke løfte armene mere end 90 grader (du må ikke løfte albuerne over skulderhøjde).
Sport og bevægelse
For at forebygge dannelsen af blodpropper og andre komplikationer anbefaler vi, at du kommer hurtigt på benene igen efter operationen. Du kan starte med at gå små ture i hjemmet.
Efter 4 uger kan du forsigtig starte op med let sport som cykling. Efter 6-8 uger kan du forsøge med mere krævende sport som løb og styrketræning. Lyt til din krop. Hvis noget føles ubehageligt, skal du altid vente med at gøre det og give kroppen længere tid til at hele.
Sovestilling
Hvis en brystoperation er en del af din mommy makeover, skal du sove på ryggen i 4-6 uger efter operationen. Herefter kan du se, om det føles behageligt at ligge på siden. Du må først ligge på maven efter 8 uger, hvis det ikke føles ubehageligt.
Hvis du ikke har fået en brystoperation som del af din mommy makeover, er der ingen restriktioner, og du kan derfor sove, som du vil.
Vi anbefaler, at lægge en pude under knæene og have let elevation af hovedet. En ammepude kan evt. bruges til ryggen.
Brusebad, karbad, klorvand og havvand
Du må gå i brusebad 48 timer efter din operation. Det yderste, store/brede plaster tages af inden badet, og det skal ikke tages på igen efter. Det smalle brune plaster, også kaldet microporeplaster, som sidder under det store plaster, skal blive på, når du går i bad. Efter badet skal du duptørre microporeplasteret med et rent håndklæde. Du kan også føntørre det med kold luft.
Du må først tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet efter 4-6 uger.
Microporeplaster og arpleje
Du skal bruge microporeplaster i 3 måneder.
Microporeplasteret, du fik på efter operationen, skal blive på, indtil du kommer til din første kontrol. Hvis microporeplasteret begynder at løsne sig helt inden, kan du skifte det forsigtigt. Du har fået en ny rulle microporeplaster med i din goodiebag.
Efter din første kontrol skal du skifte microporeplasteret ca. hver 3-4 dag. Husk at duptørre microporeplasteret efter badet.
Hvis huden bliver rød og irriteret af microporeplaster , skal du holde pause med at bruge det i 14 dage. Hvis der ikke er sårskorper på arret, kan du under din pausering med microporeplasteret bruge en salve, som hjælper arret med at hele pænere. Vi anbefaler salven fra SkinCeuticals, som hedder Scar Control. Den kan købes i vores reception.
Hvis huden ikke bliver rød og irriteret af plasteret, skal du først bruge salven efter 3 måneder, når du er færdig med at bruge microporeplasteret. Brug ikke salven og microporeplasteret på samme tid.
Mavebælte
Du skal bruge dit mavebælte i 6 uger. I de første 3 uger skal du have bæltet på 24 timer i døgnet (undtagen når du går i bad, eller hvis du får brug for at vaske bæltet). I de sidste 3 uger skal du have mavebæltet på i dagtimerne, mens du kan tage mavebæltet af om natten. Når du har mavebæltet på, er det vigtigt, at det nederste bælte sidder stramt, mens det øverste bælte gerne må sidde lidt løsere.
Bh
Den stramme bh, du har fået på efter brystoperationen, skal du bruge i døgnets 24 timer (undtagen ved brusebad og hvis du får brug for at skylle bh’en op). Hvis du skyller bh’en op, skal du i mellemtiden bruge den løse bh, som du har fået med i din goodiebag.
Du skal bruge den stramme bh i 4 uger. Herefter kan du fortsætte med at bruge den stramme bh eller skifte til den løse bh, du har fået med i din goodiebag. Du må først bruge bøjle-bh efter 3 måneder, da det ellers vil påvirke dit resultat negativt. Hvis du har brug for en ekstra bh, kan den købes i vores reception.
Støttestrømper
Du har fået støttestrømper med hjem. Vi anbefaler, at du bruger dem i de næste 7 dage i dagtimerne.
Fedtsugning og massage
Hvis du er blevet fedtsuget i forbindelse med din mommy makeover, skal du massere det fedtsugede område én gang dagligt i 3 uger. Det giver et flottere og mere ensartet resultat.
Sol
Du må ikke få sollys på dine ar det første år efter operationen, da det ellers vil påvirke arrets udseende. Vi anbefaler derfor, at du bruger solfaktor 50 og har tildækket dine ar det første år efter.
Bilkørsel
Hvis du skal køre bil, skal du bruge sikkersele som vanligt samt have fuld bevægelighed. Det er din egen vurdering, hvornår du er klar til at køre i bil, men vi anbefaler, at du venter 2 uger. Så længe du tager det stærke smertestillende medicin med advarselstrekant på, må du ikke køre bil.
Nikotin og tobak
Vi anbefaler på det kraftigste, at du ikke indtager nikotin og/eller tobak 6 uger før og 6 efter operationen. Hvis du gør det, vil det øge risikoen for infektion, give dårlig heling og påvirke resultatet negativt.
Alkohol
Du bør stoppe helt med drikke alkohol mindst 4 uger før, du skal opereres, hvis du drikker mere end 4 genstande dagligt. Det vil øge dine chancer for, at du får et godt forløb efter operationen. Du må ikke drikke alkohol, hvis du du er på stærkt smertestillende medicin.
Kosttilskud
Du skal holde pause med alle former af kosttilskud både 2 uger før din operation og 2 uger efter din operation. Det er særligt kosttilskud, der indeholder hvidløg, ginseng, ingefær, chiafrø, Q10, fiskeolie og E-vitamin, da disse præparater i nogle tilfælde påvirker blodets evne til at størkne.
Blodfortyndende medicin
Tager du medicin, der virker blodfortyndende, f.eks medicin der indeholder acetylsalicylsyre som ibuprofen, hjertemagnyl, aspin, børnemagnyl og kodiemagnyl, kan det være nødvendigt at pausere medicinen både før og efter operationen. Det aftales konkret med din kirurg.