Du kan her læse om, hvad du kan forvente dig og hvordan, du skal forholde dig i tiden du har fået udskiftet dine implantater.
Smerter og hævelse
Brysterne være ømme, spændte og hævede efter operationen. Du kan også opleve kortvarige jag i brysterne samt kløe og prikken og svie i arrene. Symptomerne aftager gradvist over de kommende måneder. Det er også helt normalt at få blå mærker. De forsvinder typisk efter 3-4 uger. Der kan gå op til 6 måneder, før hævelsen er helt væk, og du kan se det endelige resultat.
Blødning og infektion
Som ved alle andre operationer skal du være opmærksom på blødning og infektion. Blødning i brystet vil vise sig ved, at det bryst, som begynder at bløde, vil blive stenhårdt og større. Infektion kan vise sig ved at brystet bliver spændt og rødt samt at du får høj feber, uden der er andre forklaringer på feberen (såsom sygdom).
Blødning og infektion er sjældne komplikationer, men skulle de opstå, efter du er kommet hjem, skal du kontakte kirurgen med det samme. Kirurgens telefonnummer står i din journal.
Kvalme/opkast
Nogle oplever at få kvalme eller kaste op, når de tager stærk smertestillende medicin. Oplever du det, skal du endelig kontakte os.
Smertestillende
Du finder medicinen til det første døgn i din goodiebag. Medicinen til de øvrige dage kan du hente som recept på apoteket. Følg det vedlagte medicinskema, som du har fået af os.
Dræn
I nogle tilfælde lægger vi et dræn. Vi fjerner som regel drænet, inden du tager hjem. Der kan dog være situationer, hvor vi vurderer, at du skal beholde drænet i nogle dage efter din operation. I det tilfælde får du en tid til at komme ind på klinikken for at få fjernet drænet.
Løfte og bære
Det er vigtigt, at du ikke løfter mere end svarende til en liter mælk i de første 4 uger efter din operation. Du må først løfte tungere efter ca. 6 uger. I de første 4-6 uger efter operationen må du ikke løfte armene mere end 90 grader (albuerne må ikke løftes over skulderhøjde).
Sport og bevægelse
Vi anbefaler, at du kommer hurtigt på benene igen efter operationen for at forebygge dannelsen af blodpropper og andre komplikationer. Du kan starte ud med at gå små ture i hjemmet.
Efter 4 uger kan du forsigtig starte op med let sport som cykling. Efter 6-8 uger kan du forsøge med mere krævende sport som løb og styrketræning. Vi anbefaler, at du lytter til din krop. Hvis noget føles ubehageligt, skal du vente med at gøre det og give kroppen længere tid til at hele.
Sovestilling
Du skal sove på ryggen i 4-6 uger efter operationen. Herefter kan du se, om det føles behageligt at ligge på siden. Du må først ligge på maven efter 8 uger. Hvis det ikke føles behageligt, skal du give det længere tid.
Vi anbefaler at lægge en pude under knæene og have let elevation af hovedet. En ammepude kan evt. bruges til ryggen.
Brusebad, karbad, klorvand og havvand
Du må gå i brusebad 48 timer efter din operation.
Det yderste, store/brede plaster tages af inden badet, og det skal ikke tages på igen efter. Det smalle brune plaster, også kaldet microporeplaster, som sidder under det store plaster, skal blive på, når du går i bad. Efter badet skal du duptørre microporeplasteret med et rent håndklæde. Du kan også føntørre det med kold luft.
Du må først gå i svømmehal, tage karbad eller bade i havet efter 4-6 uger.
Microporeplaster og arpleje
Du skal bruge microporeplaster i 3 måneder.
Microporeplasteret, du fik på efter din operation, skal blive på, indtil du kommer til din første kontroltid. Hvis microporeplasteret begynder at løsne sig helt inden, skal du skifte det forsigtigt. Du har fået en ny rulle microporeplaster med i din goodiebag.
Efter din første kontrol skal du skifte microporeplasteret ca. hver 3-4 dag. Husk at duptørre microporeplasteret efter badet.
Vi anbefaler, at du anvender en arsalve, når du er færdig med at bruge microporeplasteret efter 3 måneder. Arsalve hjælper arrene med at hele pænere. Vi anbefaler salven “Scar Control” fra SkinCeuticals. Den kan købes i vores reception.
Hvis huden bliver rød og irriteret af microporeplaster, skal du holde pause med at bruge det i 14 dage. Hvis der ikke er sårskorper på arrene, kan du under din pausering med microporeplasteret bruge en arsalve. Brug ikke salven og microporeplasteret på samme tid.
Bh
Den stramme bh, du har fået på efter brystoperationen, skal du bruge i døgnets 24 timer. Du skal dog ikke have bh’en på, når du går i bad eller hvis du får brug for at skylle den op. Hvis du skyller bh’en op, skal du i mellemtiden bruge den løse bh, som du har fået med i din goodiebag.
Du skal bruge den stramme bh i 4 uger. Herefter kan du fortsætte med at bruge den stramme bh eller skifte til den løse bh. Du må først bruge bøjle-bh efter 3 måneder, da det ellers vil påvirke dit resultat negativt. Hvis du har brug for en ekstra bh, kan du købe en i vores reception.
Støttestrømper
Du har fået støttestrømper med hjem. Vi anbefaler, at du har dem på i de næste 7 dage i dagtimerne.
Sol
Du må ikke få sollys på dine ar det første år efter operationen, da det påvirker arrets udseende negativt. Vi anbefaler, at du bruger solfaktor 50 og tildækker dine ar det første år efter.
Bilkørsel
Det er din egen vurdering, hvornår du er klar til at køre bil, men vi anbefaler, at du venter med at køre bil indtil, du kan have fri bevægelighed og sele på uden problemer. Du må ikke køre bil, når du tager stærkt smertestillende medicin med advarselstrekant på.
Nikotin og tobak
Vi anbefaler på det stærkeste, at du ikke indtager nikotin og tobak både 6 uger før og 6 efter operationen. Det øger risikoen for infektion, giver dårlig heling og kan påvirke resultatet negativt.
Alkohol
Ved at holde dit alkoholforbrug under 10 genstande om ugen og maksimalt 4 genstande på en dag, mindsker du risikoen for alkoholrelaterede helbredsproblemer (jf. Sundhedsstyrelsens anbefalinger). Det kan forbedre dine chancer for en bedre helingsproces efter operationen. Alkohol kan øge risikoen for komplikationer og påvirke dit operationsforløb. Det kan eksempelvis føre til en højere risiko for infektioner, dårlig sårheling og lungeproblemer, samt forlænge restitutionstiden. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du reducerer eller helt undgår alkohol i tiden efter operationen. Vi anbefaler, at du ikke indtager alkohol i mindst 24 timer op til din operation. Husk du ikke må indtage alkohol, hvis du er på stærk smertestillende medicin.
Kosttilskud
Du skal holde pause med alle former af kosttilskud både 2 uger før din operation og 2 uger efter din operation. Det er særligt kosttilskud, der indeholder hvidløg, ginseng, ingefær, chiafrø, Q10, fiskeolie og E-vitamin. Disse typer af kosttilskud kan i nogle tilfælde påvirke blodets evne til at størkne.
Blodfortyndende medicin
Hvis du tager medicin, der virker blodfortyndende, f.eks medicin der indeholder acetylsalicylsyre som ibuprofen, hjertemagnyl, aspin, børnemagnyl og kodiemagnyl, kan det være nødvendigt at pausere medicinen både før og efter operationen. Det aftales konkret med din kirurg.