Læs med her for at blive klogere på, hvad du kan forvente dig og hvordan du skal forholde dig i tiden efter et kirurgisk ansigtsløft og/eller halsløft.
Smerter og hævelse
Efter operationen vil ansigtet og/eller halsen blive hævet og misfarvet. I løbet af det næste døgn efter operationen vil du mærke tiltagende ømhed og spænding. Det er også normalt, at der er en mindre væskeansamling, hårdhed, ujævnhed af huden specielt bag ørerne og følelsesløshed i operationsområdet. Disse symptomer vil langsomt aftage. Du skal være opmærksom på, at der går 3 til 6 måneder før hævelsen helt er væk og du kan se det endelige resultat.
De første 3 døgn anbefales det, at du køler operationsområdet ned ca. 5 gange dagligt. Det er for at mindske smerter, hævelse og blå mærker. Blå mærker er dog uundgåeligt, men de aftager efter nogle uger.
Blødning og infektion
Som ved alle andre operationer skal du efter et ansigtsløft/halsløft være opmærksom på blødning og infektion. Blødning i ansigtet eller på halsen vil vise sig ved, at det begynder at bløde, der hvor du er syet og at operationsområdet bliver stenhårdt og hæver op. Infektion kan vise sig ved at operationsområdet bliver spændt og rødt samt at du får høj feber, uden der er andre forklaringer på feberen.
Blødning og infektion er sjældne komplikationer, men skulle de opstå, efter du er kommet hjem, skal du kontakte kirurgen hurtigst muligt. Kirurgens telefonnummer står i din journal.
Kvalme/opkast
Nogle får kvalme eller kaster op, når de tager stærk smertestillende medicin. Hvis du oplever det, skal du endelig kontakte os.
Smertestillende
Du finder medicinen til det første døgn efter operationen i din goodiebag. Medicinen til de øvrige dage kan du hente som recept på apoteket. Husk at følge det vedlagte medicinskema, du har fået af os.
Bandage og forbinding
Efter operationen får du en løs, hvid forbinding inderst og en bandage yderst. Den løse, hvide forbinding skal du fjerne 24 timer efter din operation.
Du skal bruge din ansigtsbandage i 2 uger. Den første uge skal du bruge bandagen hele døgnet, undtagen når du går i bad eller hvis du får brug for at skylle bandagen op. Den sidste uge skal du enten bruge bandagen i de vågne timer eller når du sover. Hvis du har brug for en ekstra bandage, har du mulighed for at købe en hos os.
Sport og bevægelse
Efter operationen anbefaler vi, at du tager det stille og roligt. Du må gerne gå ture og bevæge dig rundt, men du skal undgå at anstrenge dig. Efter 3 uger kan du forsigtigt starte op med let sport som cykling, og efter 6 uger kan du prøve kræfter med mere krævende sport som løb og styrketræning. Vi anbefaler, at du lytter til din krop. Hvis noget føles ubehageligt, skal du vente med at gøre det.
Løfte og bære
Undgå tungere løft de første 3-4 uger efter operationen.
Sovestilling og bevægelse af hovedet
Vi anbefaler, at du i de første 2 døgn efter operationen ligger på ryggen og ligger højt med hovedet. Derfor skal du lægge en stor/høj pude under hovedet, når du sover. Undgå belastning af ansigtet ved ikke at bøje dig nedad, når du f.eks. skal tage sko og tøj på eller samle noget op fra gulvet. En god huskeregel er, at hovedet skal holdes over hjertehøjde de første 2 døgn efter operationen.
Brusebad
Efter 48 timer kan du tage et let brusebad fra under halsen og ned. Vi anbefaler, at du først vasker dit hår dagen inden eller på dagen, når du skal til trådfjernelse.
Hvis du af en eller anden årsag ikke kan vente med hårvask indtil trådfjernelse, skal du få en til at hjælpe dig med at vaske dit hår, så der ikke kommer vand på, der hvor du er blevet syet og har plaster på.
Når du skal vaske dig i ansigtet inden din første hårvask lige inden trådfjernelse, skal du gøre det forsigtigt evt. med en klud. Der må ikke komme vand på, der hvor du er blevet syet og har plaster på.
Karbad, klorvand og havvand
Du skal vente 4-6 uger med at gå i karbad og svømmehallen efter operationen.
Microporeplaster og arpleje
Microporeplasteret, du fik på efter din operation, skal blive på, indtil du kommer til din første kontroltid, hvor du får fjernet tråde. Plastrene kan virke lidt klistrede. Det skyldes, at der under plastrene er en salve mod bakterier.
Hvis microporeplasteret begynder at løsne sig helt inden du kommer til trådfjernelse, skal du skifte det forsigtigt. Du har fået en ny rulle microporeplaster med i din goodiebag.
Efter trådfjernelse anbefaler vi, at du bruger microporeplasteret yderligere i 4 til 5 uger. Du skal skifte plasteret ca. én gang hver uge.
Efter trådfjernelse må plasteret blive vådt, når du vasker dig, men du skal duptørre det med et rent håndklæde eller føntørre det med kold luft efter.
Nå du er færdig med at bruge microporeplasteret, anbefaler vi, at du bruger en arsalve. Arsalve hjælper arrene med at hele pænt. Vi anbefaler salven “Scar Control” fra SkinCeuticals, som kan købes i klinikken.
Støttestrømper
Du har fået støttestrømper med hjem. Vi anbefaler, at du har dem på i de næste 7 dage i dagtimerne.
Mad
Spis kun kold/lunken og blød mad, som ikke skal tygges meget de første 3-4 dage efter operationen.
Sol
For at få så pæne ar som muligt, er det vigtigt, at du beskytter arrene mod sollys de første 12 måneder efter operationen. Vi anbefaler på det kraftigste, at du bruger solfaktor +50.
Bilkørsel
Det er din egen vurdering, hvornår du er klar til at køre bil. Vi anbefaler, at du venter 1 til 2 uger med at køre bil. Du må ikke køre bil, hvis du tager stærkt smertestillende medicin med advarselstrekant på.
Nikotin og tobak
Vi anbefaler på det kraftigste, at du ikke indtager nikotin og tobak 6 uger før og 6 efter operationen. Det øger risikoen for infektion, giver dårlig heling og kan påvirke resultatet.
Alkohol
Vi læner os op ad Sundhedstyrelsens seneste anbefalinger om alkohol. Du har lavere risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mindre end 10 genstande om ugen og maks. 4 genstande om dagen, hvor du stadig ikke drikker mere en 10 genstande om ugen. Det vil øge dine chancer for at få et bedre forløb efter din operation.
Alkohol kan øge risikoen for komplikationer, og kan have stor indflydelse på forløbet af din operation. Det øger f.eks. risikoen for infektioner, dårlig sårheling, lungeproblemer og at det tager dig længere tid at komme oven på igen efter din operation.
Derfor er anbefalingen også, at du holder igen eller stopper helt med at drikke alkohol i tiden efter din operation.
Du skal være opmærksom på, at du ikke må drikke alkohol, hvis du du er på stærkt smertestillende medicin.
Kosttilskud
Du skal holde pause med alle former af kosttilskud både 2 uger før din operation og 2 uger efter din operation. Det er særligt kosttilskud, der indeholder hvidløg, ginseng, ingefær, chiafrø, Q10, fiskeolie og E-vitamin. De nævnte typer af kosttilskud kan i nogle tilfælde påvirke blodets evne til at størkne.
Blodfortyndende medicin
Hvis du tager medicin, der virker blodfortyndende, kan det være nødvendigt at holde pause med at tage medicinen både før og efter operationen. Det kan f.eks være medicin, der indeholder acetylsalicylsyre som ibuprofen, hjertemagnyl, aspin, børnemagnyl og kodiemagnyl. Hvorvidt du skal holde pause med medicin, aftales med din kirurg.